MUHABET – KÆRLIGT SAMVÆR

ALLE, DER HAR DET PSYKISK SVÆRT, ER VELKOMNE

Muhabet er et aktivitetssted for mennesker, som er psykisk syge og traumatiserede, med fokus på flygtninge og indvandrere. Muhabet er et værested, hvor man kan have kærligt og uforpligtende samvær med andre på tværs af religiøse, kulturelle og nationale forskelle. Mennesker, som overvældes af psykisk sygdom og traumer, kan have særligt svært ved mødet med det offentlige system og med et nyt sprog og kultur. Muhabet er et unikt tilbud, som siden 2003 har ydet kvalificeret hjælp til den udfordring.

GÆSTEBUDDET

Hver dag klokken 12 serveres morgenmad med brød, yoghurt, hjemmelavet marmelade, ost, frugt, te og kaffe. Klokken 14 serveres et måltid varm mad, som gæsterne, værterne og de frivillige indtager sammen. Maden vil ofte bestå af en skål varm suppe, efterfulgt af kød, fjerkræ eller fisk med tilhørende grøntsager, brød og salat. Og tit en dessert! Et sundt og nærende måltid mad. Gratis. Muhabet er røgfrit og alkoholfrit.

Muhabet er indrettet som en café med åbent køkken og små hyggelige sofahjørner og spiseborde. Der er også et lille legehjørne til børnene, et bede rum og computere med internet. Muhabet skaber rammerne så gæsterne langsomt kan genopbygge en struktur i dagligdagen, et socialt netværk, og for manges vedkommende tage det første svære skridt ud af isolation. Muhabets gæster tilhører over 50 forskellige nationaliteter. Personalet repræsenterer forskellige sprog og kulturer.

ALLE ER VELKOMNE

Alle, der har det psykisk svært, er velkomne i Muhabet, ligegyldigt hvad ens situation er eller hvilken kommune man bor i. Muhabet er neutral, hvad angår politik og religion. Der er ingen registrering, ingen tilmelding og man kan være anonym, hvis man ønsker det. Man kommer bare, når man har lyst.

HJÆLP OG VEJLEDNING

Gæsterne kan få råd og vejledning af værter og frivillige f.eks. i forbindelse med kontakten til myndigheder.

SOCIALØKONOMISK

Muhabet er en organisation, der tænker i socialøkonomiske partnerskaber. Der er en slagter, der kommer med kød hver uge, en fiskeleverandør, bagerier, der løbende donerer brødet og forskellige andre lokale, vi henter fødevarer hos. Flere gange om ugen får vi overskudsmad leveret af fødevareBanken. Jyske Bank/BRFkredit er Muhabets rådgiver i forhold til netværk og strategiudvikling.

OPLÆG, UNDERVISNING OG PRAKTIK

Muhabet tilbyder oplæg om f.eks. tilgangen til arbejdet, interkulturel kommunikation og socialøkonomiske partnerskaber i praksis. Muhabet tilbyder desuden undervisning og praktikpladser til relevante uddannelser.

FESTER

En gang om måneden holder Muhabet fest om aftenen. Gæsterne og deres familier inviteres på god mad, levende verdensmusik og dans.

Muhabet Bragesgade 8c, 2200 København N. Tlf. 36 72 65 83, muhabet@muhabet.dk

Åbningstider: Muhabet har åbent alle hverdage fra kl. 12-17. Den sidste fredag i hver måned er der festaften kl 18-22. Vi holder sommerlukket i juli.