OM OS
Muhabet blev grundlagt i 2003 af pædagogerne Najib Haddar og Emine Ayyildizoglu, som arbejdede som familiekonsulenter og tolke på psykiatriske hospitaler. I deres arbejde mødte de mange nedbrudte mennesker med flygtninge- og minoritetsbaggrund, som levede en marginaliseret og isoleret tilværelse.
Najib og Emine oplevede, hvordan denne gruppe ofte blev svingdørspatienter i psykiatrien – udskrevet for kort tid efter at blive indlagt igen. De blev sendt hjem til ingenting; til at sidde alene i et tomt værelse, isoleret og uden kontakt til andre. En skjult og særligt udsat gruppe, som i praksis faldt mellem systemerne. Samtidig så de, at de eksisterende socialpsykiatriske tilbud sjældent tog højde for den enkeltes kulturelle baggrund.
Ved siden af deres fuldtidsarbejde brugte Najib og Emine aftener, weekender og egne penge på at istandsætte et lille lokale på Vesterbro. Formålet var at etablere et sted, hvor mennesker kunne opholde sig uden stigmatisering og skam. Stedet blev rammen om et respektfuldt samvær, hvor gæster blev mødt med anerkendelse og ligeværd. Det blev begyndelsen på Muhabet; en oase i storbyen, hvor mennesker kan finde ro og fællesskab midt i en udfordrende hverdag.
I den første tid arbejdede Najib og Emine frivilligt og finansierede stedet selv. I 2004 blev Muhabet etableret som forening, og i 2005 modtog vi den første bevilling, der gjorde det muligt at udvide åbningstiden fra to til fem dage om ugen. I 2006 fik begge stiftere mulighed for at arbejde i Muhabet på fuldtid, og der blev ansat flere medarbejdere med støtte fra Socialministeriet.
Inspireret og med hjælp af Muhabet blev et andet værested åbent med samme navn og koncept i Århus i 2010. I takt med at behovet voksede, flyttede Muhabet fra Vesterbro til større lokaler på Nørrebro i 2015.
I dag har Muhabet fortsat base på Bragesgade, og fungerer som en selvejende institution og et recovery-hus efter Serviceloven §79, der tilbyder en helhedsorienteret indsats med en bred vifte af aktiviteter.
Vores historie
“For 18 år siden blev jeg inviteret inden for i Muhabet på Vesterbrogade – det var lige startet og havde kun åbent to dage om ugen, hvor der blev serveret suppe og en kop tyrkisk te. Jeg blev fanget af den varme og rummelige atmosfære, som vi siden har forsøgt at fastholde. Vi kaldte Muhabet for ’en oase i storbyen’, hvor billedet symboliserer, at livet kan være en lang ørkenvandring for nogen mennesker, der kommer langvejs fra, og at man kan have brug for et sted, hvor man for en stund kan slappe af, få stillet sin tørst, og møde andre med respekt og ligeværdighed.”